No, I'm not crying.

Så, jeg syntes jeg ville blogge lidt om det her emne. Ja, altså det at græde.

Jeg sad bare og kiggede lidt frem og tilbage på weheartit.com. Og jeg blev faktisk ret glad .. Eller inspireret af at se det her billede. I visse tilfælde er det her jo det der sætter ord på hvorfor man græder - eller i hvert fald hvor jeg græder, når jeg nu engang gør det.
Der er ingen tvivl om at der er en kæmpe forskel på at græde til en film også at græde sådan for real. Jeg græder ikke så tit for real - det syntes jeg da i hvert fald selv - jeg vil meget hellere lade som om jeg er glad end at græde. Først og fremmest fordi at det er ubehageligt at græde, jeg bryder mig ikke om det. Det gør ondt. Det svier ikke kun i øjnene, men det føles som om jeg har en kæmpe knude i brystet, men det er også fordi at jeg føler mig så svag når jeg græder. Og jeg bryder mig ikke om at være svag.
Men i realiteten - i hvert fald for mit vedkommende - så græder man ikke fordi man er svag, men fordi at man har gået og tumlet med det selv i for lang tid - man har været stærk i for lang tid - og når man så.. Snakker om det eller beder om hjælp, så indser man hvor ondt det egentlig har gjort, og hvor såret man er blevet.
Så er der de typer der græder altid - de er.. Ja, det kan jeg faktisk ikke rigtig svarer på, for jeg syntes ikke selv jeg er den type.

- Melody